torsdag den 15. september 2016

Radioaktivt Affald, Magt og Afmagt

Noget tyder på, at det snart vil blive besluttet, at det radioaktive affald fra den nedlagte Forsøgsstation Risø skal slutdeponeres på en af de lokaliteter, som i maj 2011 blev udpeget til dette formål af de statslige myndigheder.
Der er ingen tvivl om, at et slutdepot vil få ødelæggende virkninger for den egn, det bliver placeret i. Slutdeponering er bare et fint ord for nedgravning, og når de menneskeskabte affaldsbeholdere er nedbrudt (det kan ske i løbet af få årtier), er det de omgivende jordlag, som skal sørge for, at radioaktivt materiale ikke slipper ud i omgivelserne. 
Alle ved, at der ikke er nogen garanti for, at denne forventning holder stik. Så udpeges et sted som fremtidig atomlosseplads, kan man være sikker på, at enhver økonomisk aktivitet i omegnen vil gå i stå, og at folk vil flytte derfra så hurtigt, de kan.
Uafhængige sagkyndige og de borgergrupper mod slutdeponering, som er dannet i de truede områder, har da også fremført en hård og væsentlig kritik af disse planer. De har desuden fundet et alternativ til slutdeponering, som myndighederne ikke havde nævnt, men som fungerer udmærket i et af vores nabolande.
Man kan desværre frygte, at denne - efter vores mening særdeles berettigede - kritik vil blive ignoreret, uden at hverken offentligheden eller folketinget har fået mulighed til at diskutere den ordentligt. 
Det er uacceptabelt og skyldes efter min mening den måde, sagen har været behandlet på gennem de sidste mange år.
For det første er slutdeponering som nævnt en opbevaringsform, der på sigt overlader kontrollen med, at det radioaktive affald ikke slipper ud i miljøet, til de omgivende jordlag. Da de geologiske processer i disse lag ikke kan forudses præcist, medfører det en usikkerhed mht. slutdepotets tæthed, en usikkerhed, som myndighederne ikke vil anerkende, fordi den rejser tvivl om hele ideen bag slutdeponering det radioaktive affald. 
Hertil kommer den usikkerhed, som skyldes, at jordlagene omkring de udpegede lokaliteter af økonomiske grunde kun er undersøgt nødtørftigt. De vurderinger af sikkerheden, som myndighederne præsenterer under den fine betegnelse ”generiske analyser”, er derfor baseret på grove gennemsnitsbetragtninger, ikke på nøjagtige data. 
Hvis senere vurderinger, baseret på et bedre kendskab til forholdene omkring slutdepotet, skulle vise en betydelig større risiko for udsivning af radioaktivt materiale, er det formentlig for sent at gøre noget ved det. Så vil befolkningen i nærheden (hvis der stadig skulle være nogen tilbage) være tvungent til at leve med den forøgede risiko for bestråling.
For det andet har vurderingen af depotets sikkerhed indtil nu været lagt i hænderne på anonyme eksperter, hvoraf de fleste er ansat i konsulentvirksomheder, som er hyret til at løse delopgaver i forbindelse med slutdeponeringen. Så vidt jeg ved, har ingen videnskabsmand (M/K) med dokumenterede kvalifikationer på dette område sagt god for myndighedernes planer – derimod er der flere med sådanne kvalifikationer, der har sagt fra.
De borgere, som har været engageret i denne sag, har derfor haft den sælsomme oplevelse, at planer, der er blevet præsenteret, som om de var udtryk for den højeste tekniske kunnen, ikke blev forsvaret af nogen videnskabsfolk her i landet. Ingen var parate til at satse deres videnskabelige omdømme ved at støtte disse vurderinger. Til gengæld blev de angrebet af kompetente folk fra udlandet. Det er svært ikke at reflektere lidt over, hvordan det står til med tankefriheden på de højere læreanstalter i Danmark.
På det politiske område har situationen ikke været meget anderledes. I 2003 vedtog et enigt folketing, at det radioaktive affald skulle slutdeponeres, men siden har det været så godt som umuligt at finde et medlem af det høje ting, som turde forsvare denne beslutning offentligt. De få medlemmer, der ytrede sig om den, var til gengæld kritiske.
For det tredje udpegede man i maj 2011 som nævnt seks lokaliteter i fem kommuner, der for de flestes vedkommende lå i landets udkant, som mulige placeringer af et slutdepot. På den måde bibragte man befolkningen i det øvrige land det indtryk, at de var sluppet, ikke bare for få et slutdepot i nærheden, men også for at tænke mere over, hvad der skulle ske med det radioaktive affald. Et problem, som indtil da havde været fælles for hele samfundet, og som også burde være det, var gjort til et problem for sagesløse borgere i de fem kommuner. 
Det førte også til, at de landsdækkende medier stort set droppede sagen og nøjedes med kritikløst at efterplapre myndighedernes udmeldinger, samtidig med, at det blev meget svært for de engagerede borgere at komme til orde i disse medier. De oplevede det, som om sagen om det radioaktive affald var omgivet af en mur af tavshed. 
Jeg synes, at man i denne sag har udnyttet befolkningens frygt for radioaktiv stråling til et kortsigtet politisk formål på en ualmindelig gemen måde
Og jeg mener, det er folketinget, der bærer ansvaret for, at det er gået sådan, hvor meget man end prøver at gemme sig bag embedsmænd og teknikere. 
Gennem flere valgperioder har det udviklet en ikke-politik, når det drejer sig om det radioaktive affald. Det har bevidst undgået at tage stilling til de problemer, sagen har rejst, og det har forsøgt at tørre dem af på en fåtallig gruppe af medborgere. 
Vurderingen af, hvordan slutdeponering af det radioaktive affald vil påvirke det lokalsamfund, som får det påtvunget, er blevet erstattet af en vurdering af, hvordan en sådan beslutning vil påvirke stemmetallene ved næste valg.
Det er ynkeligt og pinligt at se landets vigtigste politiske forsamling i den rolle.  
Men først og fremmest er det foruroligende. For hvis folketinget frivilligt afgiver noget af sin magt, som det er sket i denne sag, så vil andre overtage den. Hvem kontrollerer de nye magthavere? Og hvordan kan vi overhovedet se, hvem de er? Vil denne praksis brede sig til andre politik-områder, hvor der er vanskelige problemer?
En gang var alle enige om, at ingen var over eller ved siden af folketinget. I fremtiden vil det ikke være nogen given sag.

Skrevet af Jens

onsdag den 14. september 2016

Klods-Hans i Atomaffaldet


Ude på Landet var der en gammel Gård, og i den var en gammel Professor, som havde to Sønner. To af dem var Eksperter. De ville fri til Kongens Datter og det turde de, for hun havde ladet kundgøre, at hun ville tage til Mand, Den, hun fandt bedst kunne tale for sig. 

De to forberedte sig nu i otte Dage, det var den længste Tid de havde til det, men det var også nok, for de havde Forkundskaber og de ere nyttige. Den ene kunne udenad alle IAEA’s Brochurer og den Anden havde gjort sig bekendt med Beslutningsgrundlaget, Forstudiet, Miljørapporterne, Høringssvarene og det både forfra og bagfra, og hvad hver Oldermand måtte vide. Så kunne han tale med, mente han.

“Jeg får Kongedatteren!” sagde de begge to, og så gav deres Fader dem hver en deilig Hest. Ham der kunne alle IAEA’s Brochurer fik en sort, og han der kunne alle Dokumenterne i forbindelse med Skatkammeret for Kerneaffald fik en melkehvid, og så smurte de Mundvigene med Levertran for at de kunne blive smidige. “Husk Mørkelygten!" sagde den gamle Fader.

Alle Tjenestefolkene var nede i Gaarden for at se dem stige til Hest. I det samme kom den tredie Broder, for de var tre, men der var ingen, der regnede ham med, som Broder, for han havde ikke sådan Lærdom, og ham kaldte de bare Klods-Hans.

"Hvor skal I hen siden I er i Stadstøjet?" spurgte han.

"Til Hove for at snakke os Kongedatteren til! har Du ikke hørt hvad Trommen gaaer om over hele Landet!" og saa fortalte de ham det.

"Hille den, saa maa jeg nok med!" sagde Klods-Hans og Brødrene loe af ham og red afsted.

"Fader, lad mig faae en Hest!" raabte Klods-Hans. "Jeg faaer saadan en Lyst til at gifte mig. Ta'er hun mig, saa ta'er hun mig! og ta'er hun mig ikke, saa ta'er jeg hende alligevel!

"Det er noget Snak!" sagde Faderen, "Dig giver jeg ingen Hest. Du kan jo ikke tale! nei, Brødrene det er Stads-Karle!"

"Maa jeg ingen Hest faae!" sagde Klods-Hans, "saa ta'er jeg Gedebukken, den er min egen, og den kan godt bære mig!" og saa satte han sig skrævs over Gedebukken, stak sine Hæle i Siden paa den og foer afsted hen ad Landeveien. Hui! hvor det gik. "Her kommer jeg!" sagde Klods-Hans, og saa sang han saa at det skingrede efter.

Men Brødrene red ganske stille forud; de talte ikke et Ord, de maatte tænke over paa alle de gode Indfald, de vilde komme med, for det skulde nu være saa udspekuleret!

"Halehoi!" raabte Klods-Hans, "her kommer jeg! see hvad jeg fandt paa Landeveien!" og saa viste han dem en kritik, han havde fundet af af skatkammeret fra en dansk fysiker emigreret til USA.
"Klods!" sagde de, "hvad vil Du med den?"

"Den vil jeg forære til Kongedatteren!"

"Ja, gjør Du det!" sagde de, loe og red videre.

"Halehoi! her kommer jeg! see, hvad jeg nu har fundet, det finder man ikke hver Dag paa Landeveien!"

Og Brødrene vendte om igjen for at see hvad det var. "Klods!" sagde de, "det er jo bare en kritik fra Sverige, skal Kongedatteren ogsaa ha' den?"

"Det skal hun!" sagde Klods-Hans; og Brøderne loe og de red og de kom langt forud.

"Halehoi! her er jeg!" raabte Klods-Hans; "nei, nu bliver det værre og værre! halehoi! det er mageløst!"

"Hvad har Du nu fundet!" sagde Brødrene.

"O!" sagde Klods-Hans, "det er ikke til at tale om! hvor hun vil blive glad, Kongedatteren!"

"Uh!" sagde Brødrene, "det er jo bare atter en kritisk rapport - og på tysk!

"Ja det er det!" sagde Klods-Hans, "og det er den fineste Slags, og den undsiger hele skatkammeret.

Men Brødrene red alt hvad Tøiet kunde holde, og saa kom de en heel Time forud og holdt ved Byens Port, og der fik Frierne Nummer eftersom de kom, og blev sat i Række, sex i hvert Geled og saa tæt at de ikke kunde røre Armene, og det var nu meget godt, for ellers havde de sprættet Rygstykkerne op paa hverandre, bare fordi den Ene stod foran den Anden.

Alle Landets øvrige Indvaanere stode rundt om Slottet, lige op til Vinduerne for at see Kongedatteren tage mod Frierne, og ligesom een af dem kom ind i Stuen, slog Talegaven klik for ham.

"Duer ikke!" sagde Kongedatteren. "Væk!"

Nu kom den af Brødrene, som kunde alle IAEA’s brochurer men det havde han reent glemt ved at staae i Række, og Gulvet knirkede og Loftet var af Speilglas, saa at han saae sig selv paa Hovedet, og ved hvert Vindue stode tre Skrivere og en Oldermand, der hver skrev op Alt hvad der blev sagt, at det strax kunde komme i Avisen og sælges for to Skilling paa Hjørnet. Det var frygteligt, og saa havde de fyret saadan i Kakkelovnen, at den var rød i Tromlen!

"Det er en svær Varme her er herinde!" sagde Frieren.

"Det er fordi min Fader i Dag steger Hanekyllinger!" sagde Kongedatteren.

"Bæ!" der stod han, den Tale havde han ikke ventet; ikke et Ord vidste han at sige, for noget Morsomt vilde han have sagt. Bæ!

"Duer ikke!" sagde Kongedatteren. "Væk!" og saa maatte han afsted. Nu kom den anden Broder ham der kunne alle dokumenterne om Skatkammeret.

"Her er en forfærdelig Hede!" - sagde han.

"Ja, vi sidder ovenpå de 233 kg!" sagde Kongedatteren.

"Hvad be - hvad?" sagde han, og alle Skriverne skrev Hvad be - hvad!

"Duer ikke!" sagde Kongedatteren. "Væk!"

Nu kom Klods-Hans, han red paa Gedebukken lige ind i Stuen. "Det var da en gloende Hede! sagde han.

"Det er på grund af de 233 kg i Skatkammeret!" sagde Kongedatteren.

"Det ordner jeg" sagde Klods-Hans. "Se en kritisk rapport fra Sverige om de 233 kg. De er for farlige at have i Skatkammeret selv om de er omdefineret."

"Ja, men hvad med alt det andet Affald?" spurgte Kongedatteren.

"Det ordner jeg" sagde Klods-Hans." 


"Det er heelt ypperligt" sagde Kongedatteren, "men hvad med det historiske affald"


"Det ordner jeg sagde Klods Hans. Vi bygger et nyt Mellemlager, så kan vi karakterisere og sortere Affaldet og gå i Samarbejde med Sverige."

"Det kan jeg lide!" sagde Kongedatteren, "Du kan da svare! og Du kan tale og Dig vil jeg have til Mand! men veed Du, at hvert Ord vi sige og har sagt, skrives op og kommer imorgen i Avisen! ved hvert Vindue seer Du staae tre Skrivere og en gammel Oldermand, og Oldermanden er den Værste for han kan ikke forstaae!" og det sagde hun nu for at gjøre ham bange. Og alle Skriverne vrinskede og slog en Blæk-Klat paa Gulvet.

"Det er nok Herskabet!" sagde Klods-Hans, "saa maa jeg give Oldermanden det Bedste!" og saa vendte han sine Lommer og gav ham Pluddren i Ansigtet.

"Det var fiint gjort!" sagde Kongedatteren, "det kunde jeg ikke have gjort! men jeg skal nok lære det!" -

Og saa blev Klods-Hans Konge, fik en Kone og en Krone og sad paa en Throne og et Mellemlager, og det har vi lige ud af Oldermandens Avis - og den er ikke til at stole paa!






Skrevet af Anne - frit efter H.C.Andersen

Vedr. fotos: Link til afgangsprojekt fra KDAK 2016

tirsdag den 6. september 2016

Atomaffald, Varmeudvikling og Ekspertsvar

5.9.16 fik jeg svar på mine 3 spørgsmål til det uvildige ekspertpanel, som UFM har nedsat i forbindelse med planerne for det danske radioaktive affald.

Jeg spurgte bl.a.

"Hvordan forholder ekspertpanelet sig til
1/ omdefineringen af 233 kg særligt affald?
- Det drejer sig om brugt brændsel, der er lavet forsøg på med høj udbrænding. De 233 kg blev oprindeligt klassificeret som højaktivt affald, men er efterfølgende blevet omdefineret til langlivet mellemaktivt."

Svaret kan ses her i sin helhed.

1. Ekspertpanelet forsvarer myndighedernes omdefinering på baggrund af varmeudviklingen. 

- Men brændselsstave, der har siddet i en reaktor  - hvad enten det har været med henblik på energiproduktion eller forsøg - bør altid betragtes som højradioaktivt affald. Hvad det da også bliver rundt om i verden, hvor det brugte brændsel pt. hober sig op ved atomkraftværkerne. Gør man ikke det, bliver det jo muligt at nedklassificere alt brugt brændsel til langlivet mellemradioaktivt affald ved at blande det med ikke-radioaktivt materiale.

Det er helt urimeligt. Alt brugt brændsel skal naturligvis håndteres og slutdeponeres som højradioaktivt affald. 

2. Ekspertpanelet sætter spørgsmålstegn ved Risøs tidligere klassifikation af de 233 kg særligt affald som højradioaktivt:

"Det er ikke entydigt hvorfor det særlige affald tidligere har været omtalt som højaktivt, men definitionerne og klassificeringssystemerne har ændret sig over tid."

- Herved kritiserer ekspertpanelet indirekte Risøs tidligere chef for affaldshåndteringen gennem 40 år. Han har beskrevet de 233 kg særligt affald i et NOTAT til Folketingets  Miljø- og Planlægningsudvalg 2.2.2001. Her står bl.a. (min fremhævning):

Der er p.t. ca. 7.200 tons radioaktivt materiale på Risø, der kan opgøres på følgende vis (jf. vedlagte notater af 18. oktober 2000 og 25. januar 2001):
  1. Lavaktivt materiale 3000 tons
  2. Malm 4000 tons
  3. Mellemaktivt materiale 200 tons
  4. Højaktivt materiale 233 kg
Også Risøs tidligere reaktorchef udtalte sig til Information om de 233 kg som værende højaktivt affald, der derfor skal opbevares sikkert i flere hundredtusinder af år:

"Mindst 80 procent af de 233 kilo højradioaktivt affald, som volder Danmark økonomisk uoverskuelige anbringelsesproblemer, stammer fra en Risø-charmeoffensiv over for dansk erhvervsliv fra 1960’erne og 20 år frem.
Det fremgår af et notat, som det statslige forskningscenter Risø netop har udarbejdet, og som Information er i besiddelse af.

Affaldet, som blandt andet indeholder 1,2 kilo plutonium og rester af uran-235, skal opbevares sikkert i op til en halv million år. Det bekræftede Risøs reaktorchef, Mogens Bagger Hansen, over for Information i lørdags." 


  • Det uvildige ekspertpanels forsvar for omdefineringen åbner for en udvanding af IAEA's i forvejen lemfældige kriterier.
  • Det uvildige ekspertpanel bør uddybe sin kritik af den tidligere klassifikation af de 233 kg særligt affald.


Skrevet af Anne 

1/ Links til diverse indlæg om de 233 kg særligt affald

2/ David Rehlings 7 artikler om bl.a. det højaktive affald på Risø

3/NOTAT oversigt over affaldet, 2.2.2001 Her står bl.a. 


"Af identificeret udenlandsk oprindelse fra de i de to oven for stående afsnit omtalte undersøgelser er der kun 14 kg eller ca. 6 %. Ca. 4% af de 233 kg udgøres af småprøver, der ikke med sikkerhed kan identificeres.

Som materiale betragtet består brændslet hovedsagelig af uranoxid, hvor indholdet af den fissionerbare 235U isotop oprindeligt var beriget fra de naturlige 0.7 % til 3-4%, såkaldt lavt beriget uran. Ved neutronbestråling i en reaktor spaltes 235U til fissionsprodukter hvorved der dannes varme og flere neutroner. Nogle neutroner indfanges i 238U, hvorved det langsomt omdannes til 239Pu {{SPA}} hvoraf noget fissionerer {{SPA}} og efterh&a l andre isotoper af neptunium, plutonium, americium og curium. Sammensætningen af det bestrålede brændsel kan beregnes ud fra tidsforløbet for bestrålingen og den efterfølgende oplagring. 


I Hot Cell blev de bestrålede brændselsstave skåret op og udvalgte stykker af uranoxidpillerne blev karakteriseret nærmere. Rester fra disse undersøgelser udgør hovedparten af ovennævnte 233 kg. En del er relativt reelle stykker fra opdelingen af brændselsstavene, men noget forefindes som småstykker i form af f.eks. epoxymonterede mikroskopipræparater eller som skære- og slibestøv fra fremstilling af præparaterne. Nogle brændselspiller blev opløst i syre med henblik på bestemmelse af udbrændingen, og sådanne syreopløsninger er senere bragt på fast form ved blanding med cement og er nu oplagret i tromler.


Det brugte brændsel har ingen fremtidige anvendelsesmåder og kan kun betragtes som brændselsaffald. 
I affaldslagrene befinder sig også ca. 86 gram højt beriget uran, som hovedsagelig stammer fra udviklingsarbejde med fremstilling af forsøgsreaktorbrændsel i forbindelse med det såkaldte DRAGON-projekt (OECD High Temperature Reactor Project), som afsluttedes i 1976. (...) 

4/ Presseresumé 19. februar 2001 - A-kraft-flop efterlod højradioaktivt affald: Fra 1965-84 samarbejdede Risø med Helsingør Skibsværft om reaktorstave til a-kraft. Denne produktion skabte en del af de 233 kg højradioaktivt affald som i dag volder Danmark alvorlige anbringelsesproblemer. Affaldet der indeholder blandt andet 1,2 kg plutonium og rester af uran-235, skal opbevares i op til en halv million år før det henfalder. Stavene blev lavet af beriget uran, som Risø købte i udlandet. Risø indgik dog ikke en aftale med leverandørerne om at kunne levere affaldet tilbage, hvilket kritiseres i Informations leder. Lederen påpeger også, at det ikke kun er det højradioaktive affald, der er problemet. Risøs gæt på hvad det koster helt at afskaffe atomanlægget ligger på 1,2 mia. kroner, derudover kommer udgiften til opbevaring af mindst 7200 ton atomaffald (Inf. s.1).

5/ RisøNyt, 2003, nr 2 side 37: "På behandlingsstationen findes der et anlæg til behandling af radioaktivt spildevand og et lager, hvor der opbevares radioaktivt materiale fra Risø og fra andre brugere som industri og hospitaler. Lagerhallen for lavaktivt affald indeholder 4700 tromler. I en underjordisk betonblok opbevares 80 tromler med mellemradioaktivt affald og affald med langlivede isotoper. Desuden opbevares 250 kg. højradioaktivt brændselsaffald, hvis endelige skæbne endnu er uafklaret".

6/ Betænkning afgivet af Udvalget for Videnskab og Teknologi den 26. februar 2002 (min fremhævning)"Socialistisk Folkepartis medlem af udvalget tilslutter sig beslutningsforslaget. SF lægger vægt på, at det skal indgå i planlægningen, at der skal etableres et reversibelt depot i Danmark til det lav- og mellemradioaktive affald fra dekommissioneringen. Med hensyn til de 233 kg bestrålet brændsel, som er højradioaktivt, finder SF det afgørende, at der findes en reversibel løsning i overenstemmelse med Danmarks officielle linje og OSPAR Decision 2000/1 om, at der ikke skal forekomme udledninger til havmiljøet eller emissioner til atmosfæren, jf. ministerens besvarelse af udvalgets spørgsmål 9, hvilket vil udelukke oparbejdning af affaldet og dermed vanskeliggøre anvendelse af affaldet til atomvåben."