søndag den 27. september 2015

Atomaffald og Borgerunddragelse

”Borgerne kan trygt regne med, at de bliver inddraget, når det er tid for inddragelse” og

”Der er ingen, der skal føle sig forbigået. Der begynder en offentlighedsproces, når vi har de rapporter, vi skal have”,

udtalte forskningsminister Esben Lunde Larsen den 24.9.15 til DR4/Bornholm i et interview med journalist Torsten Raagaard.

Læs lige de to udtalelser en gang til.


Offentlighedsprocessen begynder altså ifølge ministeren, når de rapporter om mellemlageret, som hans forgænger (1) bestilte 11.3.15 hos DD og GEUS, er færdige. Disse rapporter bliver udarbejdet af embedsmænd, som i mange år har tilkendegivet, at de anser slutdeponering i udkantsdanmark for den eneste mulige løsning.

Når disse rapporter foreligger, vil borgerne blive inddraget, og ministeren har den optimistiske tro, at ingen vil føle sig forbigået.

Men er det ikke lige præcis, hvad de bliver? 


  • Kommer ”borgerinddragelsen” ikke til at ske på grundlag af rapporter, som alene er produceret af den ene part i sagen? 
  • Vil disse rapporter ikke begrænse diskussionen til det, ministeriet ønsker, der skal diskuteres? 
Jeg ser ingen steder, hverken i interviewet eller i andre udmeldinger fra ministeren, den mindste antydning af, at borgerne vil blive inddraget i afgørelsen af, hvordan mellemlageret skal indrettes.

Hvordan skal vi tro, at embedsmænd, der tidligere har planlagt et discount-slutdepot (2), ikke også vil planlægge et discount-mellemlager? Det har ikke manglet på antydninger af, at det er det, man vil (3).

Ministeren er ny, men det er sagen om det radioaktive affald ikke. Det er borgernes mistænksomhed overfor de statslige myndigheders hensigter heller ikke. SUM, 
DDGEUS og SIS har hele vejen igennem håndteret sagen med en arrogance, som ville være utænkelig, hvis de havde stået overfor samfundsgrupper, som var mere talstærke eller havde større politisk indflydelse.

Ministeren forventer, at borgerne vil føle sig trygge ved den proces, han sætter i gang, men der er intet i det hidtidige forløb, der kan begrunde, at en sådan tryghed pludselig skulle opstå, tværtimod.

Borgergrupperne har bidraget afgørende til, at denne sag er blevet alsidigt belyst (4), og de har derfor et forståeligt ønske om at deltage i udarbejdelsen af det materiale, der skal danne grundlag for den offentlige debat om det danske mellemlager.

Et tilbageblik på sagen viser omvendt, at de statslige myndigheder ikke har vist noget reelt ønske om at inddrage borgerne, og at de ikke har villet (turdet?) debattere deres slutdepotplan offentligt (5). Alligevel skal de (DD og GEUS) alene udarbejde det materiale om mellemlageret, som vil bestemme, hvad der overhovedet kan diskuteres til sin tid.

Ministeren forsøger at skabe tryghed uden at ville give borgergrupperne nogen som helst reel indflydelse.

Det vil ikke lykkes. Det kan han trygt regne med.

Skrevet af Jens


Henvisninger: 



  1. Det er tidligere sundhedsminister Nick Hækkerup (S). Ved regeringsskiftet blev sagen om det radioaktive affald flyttet fra sundhedsministeriet til forskningsministeriet 
  2. Jf. læserbrev i  Jyllandsposten 15.4.2011 af Johan Swann. MKG.se og Niels Henrik Hooge 
  3. Se Annes hjemmeside: ”Skræmmekampagne mod mellemlager og kommentarer hertil”
  4. Det var de 5 borgergruppers indsats, at mellemlageret overhovedet kom ind i debatten om opbevaring af det danske radioaktive affald. Se pressemeddelelse af 14.11.2012
  5. For eksempel blev de væk fra den konference om slutdeponering, som miljøorganisationerne NOAH, Vedvarende Energi, Nordisk Folkecenter for vedvarende Energi og Greenpeace Danmark afholdt på Christiansborg den 24. marts i år. Konferencen var ellers tilrettelagt med størst mulig hensyntagen til myndighederne. På SUM's side kan man læse følgende indlæg fra SUM:

  6. Miljøbevægelsen NOAH m.fl. om deltagelse i slutdepotkonferencen
    Svar på spørgsmål fra Öko-Institut

søndag den 20. september 2015

Spillet om Mellemlageret

Da medlemmerne folketingets sundheds- og miljøudvalg i december sidste år havde besøgt det hollandske mellemlager for radioaktivt affald, COVRA, gav flere deltagere, bl.a. Erling Bonnesen, udtryk for, at mellemlagring af affaldet var en god idé.

Ikke så sært, for i Holland har man gjort sig den ulejlighed at tænke sig om, før man valgte deponeringsmåden for landets radioaktive affald. Dens slags må gøre indtryk på danske politikere, som i mange år har måttet klare sig med tankeguldet fra det tværministerielle udvalg.

Om formiddagen den 11. marts var alle partiers ordførere derfor helt enige om, at det radioaktive affald skulle anbringes i et mellemlager.

Efter mødet med ministeren blev det meddelt, at nu skulle mellemlager-løsningen bare undersøges yderligere, (og slutdepotet lægges på hylden), mens det endelige valg mellem de to opbevaringsformer skulle træffes i løbet af et år. Ikke helt så godt, men dog et lille fremskridt.

Et halvt år senere får vi så at vide, at man endnu ikke har fået bevilget de penge, som undersøgelsen af mellemlagerløsningen skal koste. Ok, der har været et folketingsvalg og et regeringsskifte, og sagen om det radioaktive affald er flyttet fra sundhedsministeriet til Uddannelses- og forskningsministeriet. Men når alle partier er tilhængere af mellemlageret, skulle sagen ud fra en naiv betragtning være klar nok.

Forløbet har bare vist, at sagen ikke er spor klar. Så hvis man vil forstå, hvad der foregår, er det desværre nødvendigt med mindre naive betragtninger.

Tilsyneladende kører der to parallelle spil i denne sag.

Det ene spil foregår i det åbne og hylder mellemlagerløsningen. Det tjener til at styrke partiernes image som ansvarsbevidste på miljøområdet, og det har tjent til at sikre genvalget for partiernes kandidater i de områder, der er truet med slutdeponering.

Det andet spil foregår bag lukkede døre og går ud på at få det radioaktive affald skaffet af vejen så billigt som muligt. Forbilledet er deponeringen af Cheminovas – og statens – affald på Harboøre Tange (høfde 42), hvor de udgifter til oprensning mm., der er dukket op senere, bliver tørret af på lokalsamfundet.

Partistrategernes problem er, at de skal spille begge spil på en gang. Det er ikke let, men studiet af, hvordan de gør det, giver et interessant indblik i dansk politik.

Det mest nærliggende er at få sagkundskaben til at udtale, at slutdeponering er det eneste mulige, og derved tvinge politikerne til at vælge denne løsning. Med dyb beklagelse, naturligvis, men sagkundskaben må vi jo alle bøje os for.

Problemet er bare, at sagkundskaben uden for landets grænser (og dermed uden for myndighedernes rækkevidde) har helt andre ideer om opbevaring af radioaktivt affald.

Derfor må der etableres en særlig dansk sagkundskab, som kan anbefale den særlige danske løsning. De embedsmænd, der er betroet denne opgave, må derfor beskyttes, så discount-karakteren af deres ”løsning” ikke bliver alt for tydelig. Det kræver stor behændighed af de involverede, men det skal siges til deres ros, at de på dette ene punkt har gjort det godt.

Den næstbedste løsning er at trække tiden ud, og derved opnå, at nogle andre kommer til at sidde med aben, en abe, som efterhånden er på størrelse med en voksen bjerggorilla.

Også denne fremgangsmåde har sine ulemper, for jo længere tid, der går, jo tydeligere bliver det for alle og enhver, at affaldet sagtens kan blive på Risø.

Begge fremgangsmåder har været brugt af den foregående regering, og meget tyder på, at den nye regering ikke har fundet på noget nyt.

Vi kan ikke forhindre dette dobbeltspil. Men vi kan give udtryk for, at vi har gennemskuet det, og at vi synes, det er uværdigt.

Skrevet af Jens

onsdag den 16. september 2015

Referat af Workshop i EØSU Bruxelles 7.9.15 om Borgerinddragelse og Atomaffaldshåndtering

7.9.15 blev der i Bruxelles afholdt en workshop om borgerinddragelse i forbindelse med håndtering af atomaffald (RWM/Radioactive Waste Management). 

Initiativtageren var et udvalg i den rådgivende EU-institution Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, EØSU, der repræsenterer arbejdstager- og arbejdsgiverorganisationer og andre interessegrupper i de 28 EU-medlemslande. Konkret var det Gruppen Transport, Energi, Infrastruktur og Informationssamfundet (TEN), hvis medlemmer kan ses her, der stod for workshoppen. 

Anledningen var Euratom direktivet af 19.7.2011 om fastsættelse af en fællesskabsramme for ansvarlig og sikker håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald. 


Betragtningerne, der ligger bag direktivet, er if. indledningens pkt. 21 at nå frem til "deponering i passende anlæg som slutpunktet""Oplagring af radioaktivt affald herunder langtidsopbevaring, er en foreløbig løsning, men ikke et alternativ til deponering". 

Direktivets artikel 10, der handler om at nødvendige oplysninger stilles til rådighed for borgerne og disses deltagelse i beslutningsprocessen, var i fokus på mødet. 

Artikel 10 i Euratom direktivet

Gennemsigtighed


1. Medlemsstaterne sikrer, at de nødvendige oplysninger vedrørende håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald stilles til rådighed for arbejdstagerne og offentligheden. Denne forpligtelse omfatter, at den kompetente tilsynsmyn­dighed skal informere offentligheden på de områder, der ligger inden for dens kompetence. Oplysninger skal stilles til rådighed for offentligheden i overensstemmelse med national lovgivning og internationale forpligtelser, forudsat at dette ikke bringer andre interesser i fare, herunder bl.a. sikkerhed, der er anerkendt i national lovgivning eller internationale forpligtelser.

2. Medlemsstaterne sikrer, at offentligheden får de nødven­dige muligheder for at deltage effektivt i beslutningsprocessen vedrørende håndtering af brugt nukleart brændsel og radioaktivt affald i overensstemmelse med national lovgivning og inter­nationale forpligtelser.


Da slutdeponering er slutpunktet, var et af de ord, der svævede i luften dagen igennem "acceptabilitet" i forbindelse med borgerinddragelse.


Mødelederen Richard Adams, medlem af ØSU, havde været ordfører på TEN's høringssvar om Euratom-direktivet af 19.7.2011, og han var en aktiv og engageret mødeleder dagen igennem. 

Her er presentationer fra dagens program.

Efter formanden for TEN, Stéphane Buffetaut, havde budt velkommen, gav Dr. Paul Dorfman fra the Energy Institute University College London et indlæg Setting the scene: Radioactive waste management – its perception and acceptance.

Dorfman gennemgik artikel 10 i Euratom direktivet og sagde, at borgerinddragelse er kommet for at blive. Det er ikke bare et vedhæng. DAD er død. DAD står for "Decide, Announce and Defend", der hviler på "Vi ved bedst - I behøver kun at blive informeret".

Borgerinddragelse skal sikre, at fremtidig politikker møder EU-offentlighedens behov og sikre, at de politiske valg ikke bare er socialt, kulturelt og politisk acceptable, men også teknologisk gennemførlige.

Dorfman understregede, at fordi investeringer i RWM har meget lange tidsperspektiver er det vigtigt, at EU-borgerne spiller en nøglerolle, når der skal tages kritiske, sociale, etiske, miljømæssige og økonomiske beslutninger. Regeringer og industri må forstå, at offentlighedens accept af RWM er vigtig. Borgerne vil involveres i problemer, der berører dem, og forskning viser, at borgerne godt kan arbejde med komplekse data, sagde Dorfman. Men det er vigtigt, at der stilles ressourcer til rådighed for borgerne, så de bl.a. kan få adgang til uafhængig ekspertise.

Dorfman understregede flere gange, at det der tæller er processen, og nøglen er tillidsopbygning: "To go a little slower to get it quicker" og "Keep an open mind".

Hvis borgerinddragelse skal gøres rigtigt er et af nøgleordene for succes tillidsopbygning gennem 
  • ligefrem og åben forhandling, 
  • klarhed mht. formål, mekanismer og mål
  • inddragelse af forskellige interessenter
  • balanceret information og vidensdeling
  • uafhængig ekspertise
  • gode mekanismer for ansvarliggørelse
  • passende overblik og evaluering
  • fair fordeling af ressoucer
Dorfman fremhævede borgernes mulighed for brug af Aarhus-konventionen. Den giver offentligheden adgang til oplysninger om og medvirken i beslutningsprocesser om lokale, nationale og internationale miljøsager.

Repræsentanten for Europa-Kommissionen General direktoratet for Energi Jean-Claude Venchiarutti gennemgik Euratomdirektivet, især artikel 10 og talte om socialisering af viden. Han talte om betydningen af et offentligt forum og borgmestrenes, borgernes og religiøse/ikke-religiøse foreningers rolle.

Venchiarutti talte også om tiden efter lukningen af slutdepotet. Hvordan overføres viden om det til senere generationer, og hvordan nås frem til enighed om det? Han talte om platforme for medlemslandene med flere aktører, der kan føre programmerne til ende uden afstandtagen fra befolkningens side.

Da Venchiarutti blev spurgt om betydningen af tillidsopbygning, måtte han melde pas. 

Gianluca Ferraro, videnskabelig medarbejder i Europa-Kommissionens Joint Research Center (JRC) og forfatter til en rapport om borgerinddragelse talte bl.a. om, hvordan man genskaber tillid mellem borgere og myndigheder, når den er sat over styr. Hans oplæg findes her E-Track: A platform for promoting public participation in energy policy – general framework and experience from the pilot project in RWM

E-track-rapporten nævner bl.a. vigtigheden af, at der stilles ressourcer til rådighed for befolkningen til kompetenceopbygning og ansættelse af uafhængige eksperter.


Hun nævnte, at karakteren af og niveauet for inddragelse, information og gennemsigtighed på lokalt niveau varierer i EU-landene. De klassiske kommunikationsmekanismer er ikke nok: der skal være en klar rollefordeling, f.eks. hvem svarer på hvad.

Ligeledes sagde Martell, at der mangler institutionaliserede kanaler for lokal borgerdeltagelse, og at der mangler en kultur for at involvere lokale borgere i nationale beslutninger.

Martell beklagede, at der ved denne lejlighed som ved mange andre manglede tilstedeværelse af politikere.


Jan Van Damme, BOOM Policy Research, lagde i sit oplæg Public participation in the area of Radioactive Waste Management – the NEA's Forum on Stakeholder Confidence (FSC) experience vægt på tillidsfaktorer. Hvad er nøgledrivers for at få borgernes tillid:
  • Åbenhed, dvs. en holdning der omfatter en vilje til at lytte, forandre og tilpasse
  • Gennemsigtighed hentyder til at gøre handlinger synlige og give borgerne adgang til forståelige informationer.
Efter dagens engagerede indlæg var der 3 debatgrupper om eftermiddagen, hvor Anne deltog i den om mediernes rolle i RWM. Debatten var hårdt styret af en journalist fra NucNet, der dog ved efterfølgende google-søgning viste sig at arbejde for Foratom (Den europæiske kernekraftindustri), hvad han ikke havde oplyst. Det samme gjaldt den person, der tog noter og refererede ordstyrerens synspunkter i plenum.

Sådan kan en dag, der lægger op til borgerinddragelse i forbindelse med RWM ende med en uigennemsigtig gruppedebat.

Borgerinddragelse i Danmark

I Danmark har den borgerinddragelse, der er nævnt i Beslutningsgrundlaget været helt fraværende. Der er udgivet nogle overfladiske pjecer, lagt rapporter ud på SUM's hjemmeside og holdt lovpligtige borgermøder i forbindelse med miljøvurderingen. Borgmestre, kommunale kontaktpersoner og borgergrupper har selv skullet rykke for at blive indkaldt til møder i sundhedsministeriet for at blive orienteret. Alle har savnet information og oplysning om slutdepotprocessen og efterspurgt inddragelse. Der er aldrig blevet oprettet det kontaktforum, der blev lovet i Beslutningsgrundlaget.

Danske myndigheder (DD, SUM, GEUS og SIS)  har valgt DAD-modellen: "Vi ved bedst - I behøver kun at blive informeret". Også selv om Dansk Center for Miljøvurdering både i 2013 og 2014 opfordrede til inddragelse af andre aktører.

Vi håber, at myndighederne, herunder Dansk Dekommissionnering og SIS, der nu har deltaget i to møder om borgerinddragelse bla. omtalte workshop i Bruxelles 7.9.15 skifter spor og begynder at tage borgerinddragelse alvorlig. Både fordi de kan se det fornuftige i det, men også fordi de nu er forpligtet til det jf. Euratom direktivets artikel 10.


Skrevet af Anne Albinus (Atom Posten) og Bodil Waagensen (Borgergruppen mod atomaffald på Lolland)

Links

EURATOM Projects, radioactive waste management and public participation: What have we learnt so far? A synthesis of principles Gianluca Ferraro and Meritxell Martell 2015

Hvad skal der til for at opnå tillid? Et bud fra atomaffaldsprocessen, Anders Rask, Morads. Oplæg på Miljøvurderingsdag 2013 DCEA

Links til Danmarks handlingsplan om ansvarsfuld håndtering om atomaffald kan findes her.

Påbegyndt liste over andre EU-landes nationale handlingsplaner her.
If. EU-direktivet af 19.7.2011 skal alle EU-landene senest 23.8.15 indsende en national handlingsplan til EU.


DD har lavet den danske plan. 26.3.15 holdt den svenske stråsikkerhedsmyndighed (SSM) et seminar om deres handlingsplan. SE SEMINAR HER. Der har været total lukkethed om den danske plan.


t.o. presentation of Maurizio Boella at the 2015 Nuclear Safety Conference

tirsdag den 15. september 2015

Flygtninge i Europa



Flygtninge strømmer ind i Danmark – og ud igen. For de fleste vil hellere til Sverige.

Befolkningen, som for bare 3 måneder siden stemte for en stram udlændingepolitik, gør nu en stor indsats for at hjælpe dem.

Det er godt, at stemningen er slået om, og at mange ønsker at hjælpe. Det er mindre godt, at vi har været helt uforberedte på denne situation, og det er et stort problem, at så få tør se den i europæisk perspektiv. 


Det er uholdbart, at lande i Europa, som tidligere har taget mange flygtninge, nu får endnu flere, mens lande, der sagde nej, får få eller ingen. Men flygtningene søger naturligvis derhen, hvor de har familie, et netværk eller bare chancen for at få et rimeligt liv. Ikke derhen, hvor de ingen kender, hvor der bliver set skævt til dem, eller hvor der bliver sat ild til deres bolig. 

Der er et stort, stort behov for en fælles europæisk løsning, hvor alle flygtninge sikres en rimelig behandling, og hvor alle medlemslande bidrager i forhold til deres størrelse og økonomi.

Alligevel tøver regeringen.

En vigtig årsag hertil er den danske befolknings holdning til europæisk samarbejde i almindelighed. I 1972 tilsluttede vi os en traktat, hvor deltagerne forpligtede sig til et søge mod et stadig tættere samarbejde, og dette samarbejde er faktisk blevet stadig tættere siden 1972.

I årevis har vi brugt Grundlovens elastiske bestemmelse om suverænitetsafgivelse (1), og dansk politik har i stor udstrækning handlet om at holde overførelsen af magt til EU’s institutioner skjult for befolkningen.

Vi har bildt hinanden ind, at vi stadig levede i en selvstændig stat, og at vi kunne sige nej til diktater fra Bruxelles, hvis vi ville. Olsen Bandens verdensbillede er blevet vores.

Meget tyder på, at denne illusion ikke kan opretholdes længere. Vi kan se frem til, at vi må bøje os for en flertalsafgørelse i denne sag, der har stor offentlig bevågenhed.

Men når illusionen er væk, bliver de virkelige problemer tydeligere.

I første omgang handler det om at tage imod nogle tusinde flygtninge, og det vil befolkningens store flertal utvivlsomt acceptere, som stemningen i landet er nu. Det kan forhåbentlig forbedre Danmarks noget ramponerede image ude i verden.

Men vi må også diskutere, hvordan vi kan integrere alle disse mennesker i det danske samfund. Vi må gøre os klart, hvilke krav, vi vil stille til dem, og hvilke krav, vi vil stille til os selv. Alle tidligere erfaringer med integration, gode som dårlige, må tages i brug.

Under alle omstændigheder kommer det til at koste penge, og det er nødvendigt at sige klart og tydeligt, at det ikke skal gå ud over de mennesker, der allerede mangler et job eller en bolig.

Vi må for alt i verden undgå, at integrationen af flygtningene bliver brugt til at spille forskellige svage grupper ud mod hinanden. Jeg tror, at mange i blå blok med glæde vil give afkald på nogle skattelettelser for at bidrage til dette gode formål.

Vi må også tænke større. Ude i verden – i Mellemøsten, Rusland osv. – spekuleres der åbenlyst i, at flygtningestrømmen vil svække det europæiske samarbejde, for set udefra har dette samarbejde været en stor succes. Så stor, at den er blevet et problem for udemokratiske og korrupte regimer.

Hvis vi kan vise, at flygtningestrømmen ikke har svækket, men tværtimod styrket det europæiske samarbejde, har vi fjernet et motiv for magthaverne i disse lande til at lade konflikterne fortsætte.

Så bliver det forhåbentlig lettere at finde politiske løsninger og opnå, at der ikke længere er grund til at flygte.

Skrevet af Jens 


Illustration 15.9.15 med tak til tegneren Michel Kichka. Hjemmeside på engelsk.

Bemærkning: Denne kommentar er inspireret af længere tids beskæftigelse med sagen om det radioaktive affald. Denne sag har i mindre målestok, men med stor tydelighed, demonstreret utilbøjeligheden i vide kredse til at se ubekvemme realiteter i øjnene.

Henvisning: 
Jf. Grundlovens §20. Som ikke-jurist har jeg med stort udbytte læst om dette i Ole Stig Andersens erindringer, side 328 – 32 (”En PET-chefs erindringer”, Forlaget Sohn, 2012).