Atomaffaldet: Har Mørkelygten været brugt i Slutdepotsagen?

I Jesper Tynells "Mørkelygten" beretter ministerielle embedsmænd om politisk tilskæring af tal, jura og fakta i informationer givet til Folketinget. 

Bogen giver et hidtil uset indblik i centraladministrationens metoder til at fremstille en sag som veloplyst, selv om afgørende dele bevidst bliver begravet i mørke. I den lokale dialekt kaldes det "at tage mørkelygten i brug."

Forfatteren og journalisten Jesper Tynell har talt med 45 embedsmænd i bl.a. Udenrigsministeriet, Jutstitsministeriet, Beskæftigelsesministeriet, Integrationsministeriet og Socialministeriet.

I forordet til Mørkelygten står: "Kunsten består ofte i at give offentligheden et bestemt fortegnet indtryk af virkeligheden uden at ministeren eller ministeriet af den grund kan fanges i at tale direkte usandt eller i at foretage sig noget klart ulovligt, forklarer en række embedsmænd i bogen: at kommunikere, så borgere, journalister og folketingsmedlemmer lader sig vildlede, uden at det kan dokumenteres, at det har været hensigten. Uden at påføre ministeriet og ministeren for store risici. Dét er kunsten."

Noget kunne tyde på, at man også i Sundhedsministeriet kender til brug af mørkelygten. Atom Posten har flere gange skrevet om de mange vildledninger, ikke-svar, udenomssvar og fortielser, der har præget sagen om et slutdepot for radioaktivt affald.

Et eksempel fremgår af en korrespondance i forb. med den manglende lovede inddragelse af uafhængig udenlandsk ekspertise til at granske slutdepotprocessen og konceptet. Yderligere eksempler i sagen kan findes her.

I slutkapitlet til Mørkelygten "Sandhedens klæder - Konklusioner" citeres en af de medvirkende embedsmænd for at have sagt flg. side 319: "Succeskriteriet for en institution og en embedsmand er selvfølglig at ministeren kommer igennem med det han gerne vil."

Spørgsmålet er om det gælder uanset hvad de menneskelige omkostninger måtte være for dem, der bor i nærheden af de udpegede 6 lokaliteter, der er udpegede som mulige placeringer for et slutdepot for radioaktivt affald.

Selvfølgelig skal en embedsmand loyalt hjælpe ministeren med at komme igennem med hans/hendes politik, og selv­følgelig skal det være karrierefremmende, hvis embedsmanden er dygtig til det. Hvis embedsmanden følger sin politiske chefs ønsker, ligger ansvaret hos sidstnævnte.

Men der må være en grænse for hjælpsomheden. I situatio­ner, hvor en minister bruger embedsmandens sagkyndige vurdering som alibi for sin politik, er rollefordelingen en anden, fordi ministeren kan spille på, at han er tvunget til at gøre, som han gør (og gerne vil gøre), når sagkundskaben har talt.

I den slags situationer har embedsmanden et selvstændigt moralsk ansvar. Han /hun kan ikke både være den uafhængige sagkyndige og samtidig den loyale embedsmand, der følger chefens ønsker.

Denne dobbelthed har været tydelig i sagen om det radioaktive affald. Ikke kun de forskellige sundhedsministre, men også flere embedsmænd har et ansvar for, at sagen er blevet forkludret, og at de menneskelige omkostninger for beboerne i nærheden af de udpegede lokaliteter har været så høje.

Må Tynells bog mane til bevidstgørelse om de mange faktorer, der kan medvirke til, at et demokratisk system undergraver sig selv indefra ved hjælp af føjelige embedsmænd og ministres visnende demokratiske værdier.

Skrevet af Anne

Kilde

Mørkelygten, Embedsmænd fortæller om politisk tilskæring af tal, jura og fakta,
Jesper Tynell, Gyldendal 2014

Politiske embedsmænd og demokratisk tusmørke Anmeldelse i Information af Michael Gøtze og Jens Elo Rytter 24.10.14