lørdag den 28. december 2013

Atomaffald: Nytårskommentar

Så er der gået endnu et år uden afgørelse i sagen om det radioaktive affald. Mellemlageret nævnes nu som en mulighed, men slutdeponering står stadig stærkt i myndighedernes udmeldinger, og hvad der planlægges bag de lukkede døre, ved kun få. Eksperterne henviser til politikerne (den berygtede beslutning B48 fra 2003), og hvis politikerne overhovedet siger noget om dette emne, så henviser de til eksperterne. Ansvar er der ingen, der taler om, endsige påtager sig.

Det kræver ikke megen fantasi at forestille sig, hvordan det må opleves at bo i nærheden af de steder, der er udpeget som mulig placering af et slutdepot for radioaktivt affald. At vide, at ens bolig kan blive ubeboelig, at ens erhverv kan blive ødelagt, og at ens sociale netværk kan forsvinde. At vide, at hele ens tilværelse kan blive smadret som følge af politiske beslutninger, truffet af folk, der helst er fri for at beskæftige sig med denne sag, og som bare vil have den afsluttet med så lidt offentlig opmærksomhed og så få udgifter som muligt.

Borgerne i den fem udpegede kommuner venter nu på tredje år.

Vi appellerer til de ansvarlige, hvem de så er, om at bringe denne ubærlige situation til ophør.

Det kommer til at koste penge, javel, men den udgift accepterede folketinget allerede, da det for snart 60 år siden vedtog at oprette forsøgscenter Risø. Da man besluttede at anskaffe forsøgsreaktorer, påtog man sig også udgiften til opbevaring af det radioaktive affald, de producerer.

Nu drejer det sig om, hvordan udgiften skal fordeles. Skal en uforholdsmæssig stor del af udgiften betales af en uforholdsmæssig lille del af befolkningen, eller skal den fordeles jævnt?

Vil man gentage fejlen fra 1960’ernes giftgrunde, hvor man foregøglede sig, at affaldet ville forsvinde, fordi man ikke længere kunne se det, eller vil man holde det under opsyn, så man kan sikre sig, at det ikke siver ud?

Et enigt folketing traf en forkert beslutning i 2003. Vi håber, at et enigt folketing vil træffe en rigtig beslutning i 2014.

Vi ønsker alle et godt nytår.

Anne og Jens

fredag den 27. december 2013

Atomaffald og pladsmangel


I en artikel i Ingeniøren 26.12.13 om nedrivningen af reaktoren DR3 på Risø kan man læse følgende:

»Arbejdet med DR3 er i sin tid planlagt efter, at vi kunne køre affaldet direkte i slutdepot. Det kan vi af gode grunde ikke, fordi der ikke er noget depot, og det vil forsinke dekommissioneringen af DR3, fordi vi er ved at løbe tør for lagerplads til affaldet på Risø. Vi har allerede udvidet lageret én gang,« fortæller sektionschefen hos Dansk Dekommissionering/DD. 


DR3 kilde: Power-Point præsentation 13.5.2002


Dobbelt undren over DD


  • Det lyder underligt, at dekommissioneringen skulle blive forsinket på grund af mangel på lagerplads. I VVM-redegørelsen fra 2005 kan man nemlig læse følgende side 33: "Dekommissioneringen af de nukleare anlæg på Risø-området behøver imidlertid ikke at afvente færdiggørelsen af et slutdepot, idet det omtalte mellemlager i afsnit 5.6 kan anvendes i perioden, indtil et slutdepot er færdigbygget." (Min fremhævning).
  • Sektionschefens udtalelse: »Arbejdet med DR3 er i sin tid planlagt efter, at vi kunne køre affaldet direkte i slutdepot." vækker også undren. Hvordan kan man planlægge sådan, når et kommende slutdepot endnu ikke er godkendt af Statens Institut for Strålebeskyttelse? Det kunne efterlade det spørgsmål, om slutdepotet er godkendt på forhånd?


Kritik af dekommissioneringsplanerne i 2005 - risikabel strategi


Jeg minder om den kritik af dekommissioneringsplanerne, som en tidligere driftschef for DR3 fremkom med i 2005. Han mente strategien for nedtagningen af DR3 var risikabel. Man kan læse om det i denne artikel i Ingeniøren Når sandheden må frem. Efter at have fremført sin kritik til ministeriet blev driftschefen degraderet og frataget sit personaleansvar, selv om han ifølge Ingeniøren blev bakket op af flere tidligere ansatte og internationale eksperter.

Driftschefen var blevet "hentet ind for at klare opgaven med at lukke den farlige reaktor, men endte i stedte med at gå til pressen efter frustration over den fremgangsmåde, som ledelsen af Dansk Dekommissionering har valgt at udføre jobbet med" kunne man læse i "Kritik lige efter bogen".

Ledelsen i Dansk Dekommissionering afviste dengang beskyldningerne, efter de kom frem i Politiken 20.2.2005. Artiklen adstedkom en række § 20-spørgsmål i folketinget, der kan findes nedenfor.

Skrevet af Anne

Kilder

Dekommissionering af Risøs nukleare anlæg VVM-redegørelse marts 2003 HUR

Miljømæssige forskelle mellem tidsmæssige scenarier for dekommissionering af de nukleare anlæg på Risø-området  
Forskningscenter Risø April 2002

Miljømæssige aspekter ved dekommissioneringen af Risøs nukleare anlæg Power-Point præsentation 13.5.2002

Dekommissionering af Risøs nukleare anlæg - vurdering af opgaver og omkostninger Risø marts 2001

Alternativer til dekommissionering af Risøs nukleare anlæg Forskningscenter Risø 4. oktober 2001 - English 

Diverse artikler om kritik af dekommissioneringen i 2005:
"Nedrivningen af reaktoren kan ende helt galt, hvis ikke nogen griber ind" Politiken 20.2.2005 (artiklen er ikke online men kan læses på biblioteket el. via abonnement):
Eksperter advarer mod planen for nedrivningen af reaktoren DR3, der er mangelfuld, alt for dyr og fyldt med fejl


Nogen må gribe ind Ingeniøren 27.2.2005

Når sandheden må frem Ingeniøren 27.2.2005

Kritik lige efter bogen Ingeniøren 27.2.2005


Spørgsmål 17

Vil ministeren kommentere kritikken af dekommissioneringen i vedlagte artikler fra henholdsvis Politiken af 20. februar 2005 og Ingeniøren af 25. februar 2005?


Nedrivning af Risø kan ende galt BT 20.4.2005 og Politiken 20.4.2005

Kritik lige efter bogen Ingeniøren 27.5.2005
Han kritiserer ledelsen i Dansk Dekommissionering for ikke at sørge for den nødvendige sikkerhed i det risikofyldte arbejde med håndteringen af flere hundrede ton radioaktivt materiale. Fyens.dk 20.4.2005

Risø-nedrivning plaget af intern personsplid Ingeniøren 2.6.2006

lørdag den 21. december 2013

Spar Vest Fonden støtter Morads



Spar Vest Fonden har den 16. december bevilget 200.000 kr. til Foreningen Mod Radioaktivt Affald i Skive (MORADS) for at støtte kampen mod slutdeponering af det radioaktive affald i Skive Kommune. I begrundelsen for tildelingen hedder det:

’Ikke nok med at der er en reel risiko forbundet med at vi her på egnen skal lægge undergrund til et atomaffaldsdepot. Mindst lige så vigtig er det, at vi som egn ikke associeres med atomaffald og på den konto risikerer, at miste både arbejdspladser og borgere. Vi vil fortsat kendes for, at vi her på egnen kan tilbyde RENT LIV og med denne pose penge håber vi derfor på, at det flotte stykke arbejde som MORADS foreløbig har lagt for dagen kan fortsætte indtil kampen er vundet og vi ikke får affaldet her til Skiveegnen.’

Tildelingen vidner om, hvor stærk den lokale modstand mod slutdeponering er blevet i de sidste par år. I Skive, Struer og Kerteminde, på Lolland og Bornholm står man tæt sammen om at bekæmpe slutdeponering (læs: nedgravning) af det radioaktive affald. Borgerne her mener med rette, at deres egn er for god til at være skraldespand for resten af landet.

Tildelingen vidner også om, hvor velargumenteret modstanden er.

Borgergrupperne, ikke myndighederne, har sørget for, at denne sag er blevet alsidigt belyst ved at inddrage udenlandske erfaringer med radioaktivt affald.

Borgergrupperne, ikke myndighederne, har peget på, at der er problemer med opbevaring af radioaktivt affald flere steder i Europa.

Borgergrupperne, ikke myndighederne, har peget på, at man i det hollandske mellemlager, COVRA, kan hente inspiration til en løsning, der er langt bedre end slutdeponering.

Myndighederne, ikke borgergrupperne, har forsøgt at udlægge røgslør ved uden dokumentation at omdefinere højaktivt affald til mellemaktivt, langlivet affald.

Spar Vest Fondens pose penge gør det muligt for MORADS at fortsætte og forstærke indsatsen mod slutdeponering af det radioaktive affald. Den er en støtte og en opmuntring for alle, der er engageret i denne sag.

Vi ønsker alle en glædelig jul.


Anne og Jens

tirsdag den 17. december 2013

Atomaffaldet: Danmarks Kulturarv

Miljøministeren skrev i en kronik i Politiken 6.11.13, at hendes farmor tog hende med som barn til Spodsbjerg Fyr for at opleve naturen:

"Desværre kan jeg ikke være sikker på, at mine børn og deres børn vil kunne få samme oplevelse. I alt for mange år har vi nemlig behandlet naturen stedmoderligt. Den er blevet skubbet til side, gemt væk og udnyttet uden tanke for, om den ville kunne modstå det i længden. Naturen er simpelt hen blevet nedslidt.

Jeg overtog sammen med regeringen ansvaret for to år siden. På det tidspunkt var naturens tilstand ikke god, og det er den fortsat ikke."



frit efter Michael Ancher

Alligevel vil den nuværende regering medvirke til at ødelægge naturen med sin stædige plan om nedgravning af giftigt affald samt kortlivet og langlivet radioaktivt affald: et discount-depot fordi man blander det hele i utilstrækkelig dybde (formodentlig 30 meter) og med utilstrækkelig sikkerhedshorisont, 300 år. Det eneste svar, man får igen og igen fra de ansvarlige myndigheder, er, at der vil blive lavet sikkerhedshedsanalyser, der viser, det er en mulighed. Man kunne lige så godt sige: "Vi beder til Vorherre, at det ikke vil sive for meget", for det vil sive, fremgår det både af forstudierapporten side 216 og af en udtalelse fra direktøren for Dansk Dekommissionering i Ingeniøren 28.11.12.

Ifølge miljøministerens kollega sundhedsministeren kan alle dog opholde sig oven på det færdige anlæg døgnet rundt i et helt år: 

"Jeg kan forsikre, at der bliver stillet yderst strenge krav, som skal sikre netop det. F.eks. betyder kravene, at hvis man opholder sig oven på det færdige anlæg døgnet rundt i et helt år, må man ikke få mere ekstra stråling end den naturlige baggrundsstråling, vi alle får fra omgivelserne på en enkelt dag".      

Man kan så spørge, hvad med ind- og udsivning? 

Arven til de kommende generationer

Her er kulturarven, som vi vil give videre ved at grave affaldet ned. Tallene er fra 2005 og er højere i dag for noget affalds vedkommende:

Der nedgraves cirka 10000 m3 affald:

Giftigt affald:

2 ton ubestrålet uran
50-70 ton bly 
omkring 200 kg cadmium 
80 kg beryllium 
og 40-50 ton bitumen

samt radioaktivt affald:




Det "særlige affald" er 233 kg højaktivt affald, der for få år siden blev omdefineret til langlivet mellemaktivt affald. De 233 kg, der er at sidestille med brugt reaktorbrændsel, skal, hvis det skal graves ned i f.eks. Sverige, deponeres i flere hundrede meters dybde med en sikkerhedshorisont på 100.000 år. 

Andet affald, der også kræver særlig dybde, er det historiske affald, der ifølge denne Power Point-præsentation fra november 2012 udgør en udfordring, læs problem.

Borgergrupperne mod slutdeponering/nedgravning af radioaktivt affald foreslår alle et mellemlager som i Holland. Man kan finde artikler om mellemlagring her.

Til efteråret skal folketinget vælge mellem slutdeponering eller mellemlagring.

Skrevet af Anne

Kilder

Min side om det radioaktive affald i Danmark

Affald på Risø med aktivitet i mere end 1000 år

Atomaffald på forkerte præmisser JO 15.4.11 af direktør i de svenske miljøorganisationers kerneaffaldsgranskning, MKG, Johan Swahn og cand. jur Niels Henrik Hooge

Massiv kritik af danske planer for atomaffaldsdepot Ingeniøren 28.11.12

Danmarks nukleare kulturarv Risøs reaktorer, Risø 2007







fredag den 13. december 2013

Oversvømmelse og Atomaffald

Stormen den 5 – 6. december har forvoldt betydelige skader. Særlig hårdt er det gået ud over de områder, der har været ramt af oversvømmelser. Mange hjem er blevet ødelagt af vandet, og ejerne har lidt store tab, både af økonomisk og af anden art.

Vi håber, at der vil blive gjort alt, hvad der er muligt inden for lovgivningens rammer, for at hjælpe de skadelidte. Stormen har ramt landet som helhed, men konsekvenserne har været katastrofale for nogle få og ubetydelige for resten. Så er det rimeligt, at vi som samfund solidarisk støtter dem, der er hårdest ramt.

Også det radioaktive affald, der er oplagret på Risø, var truet af oversvømmelsen, og det er en stor lettelse at erfare, at vandet ikke trængte ind i de bygninger, hvor det bliver opbevaret i beholdere, hvoraf nogle allerede er rustne.

Men iflg. Dagbladet Roskilde var det tæt på: vandet nåede næsten op til de bygninger, hvor affaldet bliver opbevaret. Dansk Dekommissionering var straks ude med en erklæring om, at man ser roligt på risikoen for oversvømmelser: der er nemlig gulvafløb i hallerne! (1)

Så selvom vandet ikke trængte ind i bygningerne, og selvom der her og nu er mere presserende problemer, er det vigtigt, at andre end DD tænker over, hvad man kan lære af dette forløb.

Det er blevet nævnt, at man i Roskilde Fjord må regne med en oversvømmelse af denne størrelse en gang hvert århundrede. Da den famøse beslutning (B48) om slutdeponering af det radioaktive affald blev taget i 2003, regnede man med, at det skulle opbevares på Risø i 15 – 20 år. Ved elementær sandsynlighedsregning baseret på, at sandsynligheden per år er 0,01, får man, at sandsynligheden for en sådan begivenhed indenfor 15 år er ca. 14 %.

Det ser ikke godt ud. Omdefinerer man hundredeårshændelsen” til en ”tusindårshændelse”, bliver sandsynligheden for en sådan begivenhed naturligvis mindre, ca. 1,5 %, men det er heller ikke betryggende. Sandsynligheder af denne størrelse for begivenheder med så alvorlige konsekvenser er simpelthen uacceptable.

For de eksperter, der rådgav politikerne den gang, burde dette have været kendt stof. Hvilken tillid kan man efter disse begivenheder have til de langt mere komplicerede sandsynlighedsberegninger (i form af risiko-analyser), vi bliver præsenteret for i forbindelse med slutdepot-planerne?

Umiddelbart ser det ud, som om enkle sandsynlighedsberegninger med ubekvemme resultater bliver fortiet, mens komplicerede sandsynlighedsberegninger, hvis præmisser er langt sværere at kontrollere, og som viser, hvad myndighederne gerne vil se, bliver offentliggjort.

De ansvarlige myndigheder burde give en forklaring.

Skrevet af Jens

Kilder

1. Stormfloden nåede ikke atomaffaldet Roskilde Avis 11.12.13 

fredag den 6. december 2013

Grønland: Uranmine og Miljø

Den grønlandske råstofminister sagde i Sermitsiaq uge 44: “Vores erfaringer indtil nu tyder på at der ikke er nogen sundhedsmæssige eller miljømæssige risici forbundet med at bryde uran”. 

Hvilke erfaringer må man spørge? 

Hvis man googler “uranium mining” på internettet, finder man mange eksempler med miljø- og sundhedsmæssige problemer på grund af uranminer.

Som bekendt kan man i Kvanefjeld Multi-Element Projektet kun udvinde sjældne jordarters metaller (REE), hvis man også udvinder uran. Da indholdet af uran i malmen er lavt, betyder det, at stort set al den malm, der brydes, ender som tailings/affald, hvorfra radioaktive og giftige stoffer kan slippe ud. 

Den primære bekymring ved uranudvinding er, at tailings skal opbevares, så de radioaktive og ikke-radioaktive giftige stoffer ikke slipper ud i miljøet. Ikke bare i minens operationelle levetid, men også efter lukningen af minen, når ressourcerne er udtømte. 

Der er ifølge forstudiet fra 4. maj 2012 ressourcer til mere end 60 år. Vi ved dog endnu ikke, hvor meget malm, der skal brydes fra Kvanefjeldet/Kuannersuit eller hele Ilímaussaq-komplekset. Men da REE er efterspurgte, kan det tænkes, at alle ressourcer vil blive udnyttet. Selskabets hjemmeside opgiver de nyeste ressourcetal til at være 956 millioner tons.


Kvanefjeldet set fra Narsaq. Det er det lave fjeld til venstre. Det høje fjeld til højre er Ilímaussaq, 1390m o.h., som har givet navn til komplekset. Foto: Henning Sørensen

Uranmøllen vil derfor efterlade enorme mængder af tailings, der afgiver radon og indeholder uran, thorium samt andre radioaktive og giftige stoffer.

Forstudiet nævner Taseq søen som det mest hensigtsmæssige sted til permanent tailingsopbevaring. De kemiske tailings skal i et andet affaldsdepot. 

I forstudiet nævner mineselskabet i forb. med tailings kun radon, men ikke datterprodukterne/henfaldsprodukterne af uran og thorium, selv om dette faktum udgør alvorlige miljø- og sundhedsmæssige risici. Koncentrationen af de radioaktive døtre i tailings er flere gange højere end i de oprindelige mineraler.
Heller ikke i GMEL's nyeste meddelelse fra 5.12.13 nævnes thorium.

Forstudiet nævner heller ikke, hvilke kemiske stoffer i hvilke koncentrationer, man forventer i mølleaffaldet, som for eksempel arsen-, antimon-, selen- og cadmiumforbindelser. 

Forstudiet nævner heller ikke de organiske opløsningsmidler (petroleum og xylen?) og andre kemikalier (f.eks. TBP), der vil blive brugt i processen.

Ligesom behandlingen af affaldsstrømme fra separationsprocessen ikke omtales. 




Den uafhængige uranrapport fra april 2013 taler heller ikke tydeligt om risici. Udtalelserne er uldne. Her er 3 eksempler: 
  1. (side 47) “Der kan blive produceret et såkaldt gråbjerg”. Ordet “kan” er forkert. Man kan ikke udvinde uran, uden at der bliver mineaffald/såkaldt gråbjerg
  2. (side 47) "Dette affaldsprodukt kaldes “tailings” og kan indeholde rester af forurenende stoffer". Også her er ordet “kan” misvisende, for tailings indeholder forurenende stoffer
  3. (side 48) “Et tailingsdepot kan dækkes med et lag vand eller et lag ler for at nedsætte frigivelse af radon til atmosfæren”. Det korrekte ville her være at skrive “skal dækkes”. 
Seniorforsker Gert Asmund, Aarhus Universitet, fastslog følgende i Ingeniøren 5.11.13: “Man ved ikke, hvilke vandopløselige ting der er i tailingen og som vil sive ned i elvene og derfra ud i havet og udgøre en miljørisiko. Det skal undersøges grundigt, og der skal findes en model, der sikrer mod opløsning.«

Selv om Asmund nævner en miljørisiko, så signaleres der samtidig, at der evt. kan findes en model, der sikrer mod opløsning. Men ét er at finde en model på papiret, der kan sikre mod opløsning, noget andet er virkelighedens verden, hvor situationen kan udvikle sig i en uforudsigelig retning: grundvand opfører sig ikke altid som forudset i modellerne. Der findes et stigende antal uranminer, hvor der er grundvandsproblemer jf. pkt. 17 nedenfor.

I forbindelse med at mineselskabet påtænker at bruge Taseq søen som permanent depot for tailings, kan det være nyttigt at nævne, hvad der tidligere er sagt i den forbindelse. Civilingeniør Emil Sørensen, Risø, frarådede således denne fremgangsmåde i Varv 1979 nr. 1: "Resultatet af overvejelserne om affaldsdeponering griber tilbage i beslutningerne om brydningsprogram og placering af fabrik. Det er efterhånden klart uantageligt at placere affaldet over mod Narssaq i nærheden af det økologisk følsomme elvsystem". 



Boring i den østlige del af Kvanefjeld med udsigt til Ilímaussaq. Foto: Henning Sørensen

I sagen om udvinding af uran i Grønland skal man spørge sig selv, om man ønsker at starte på noget, man ikke kan overskue konsekvenserne af? Ønsker man et permanent tailingsdepot i Taseq søen og evt. et sted mere, der kan udgøre en miljørisiko i årtusinder? Ønsker man at slide naturgrundlaget ned, så det kan true en selv og ens efterkommere i generationer frem?

Anbefalinger 

Hvis man vil forhindre miljøskader og sundhedsrisici ved uranminedrift, bør man fore tailingsbassiner med bentonit i den operationelle fase, anbefaler den hollandske kemiker og konsulent Jan Willem Storm van Leeuwen i Nuclear Power Insights.




Uranmine og genoprettelse - kilde 11

Storm oplyser også, at det er tilrådeligt, at mineselskabet har en plan for, hvad der skal ske, når minedriften stoppes. Her bør det i projektplanen indarbejdes, at tailings ikke skal placeres permanent i Taseq søen, men skal flyttes og placeres mellem tykke lag bentonit på bunden af den tomme mine og dækkes med stenaffald og med det, man har måttet fjerne for at komme ned til malmen.


Storm sendte mig denne skitsemæssige analyse af Kvanefjeldsprojektet, da jeg i november henvendte mig til ham med et spørgsmål. Ligesom han dd kom med denne ekstra anbefaling:

“During operation of the mine all possible measures should be taken to prevent liquids and gases from the mill tailings entering the environment. The mill tailing contain substantial amounts of radioactive materials: thorium and its decay daughters and the decay daughters of uranium.”

Skrevet af Anne Albinus

Opdatering 27.4.14:

Report Uranium Mining Kvanefjeld by Jan Willem Storm Van Leuwen 17.4.2014


Kilder


  1. Sermitsiaq.ag uge 44
  2. GMEL hjemmeside
  3. Forstudie Maj 2012
  4. Rapport om forhold vedrørende en eventuel ophævelse eller ændring af nultolerancepolitikken for udnyttelse af uran og andre radioaktive mineraler Lett Advokatfirma DCE - Nationalt Center for Miljø og Energi, Aarhus Universitet PwC, april 2013
  5. Mineselskab vil dumpe 56 mio ton radioaktivt affald i grønlandsk sø Ingeniøren 5.11.13
  6. Narssaq projektet et miljøgeokemisk - økologisk forskningsprojekt af Henning Sørensen og John Rose-Hansen, Varv 1978 nr. 1 
  7. Preliminary Environmental Impact Statement for the Kvanefjeld Uranium Mine Risø 1990
  8. Uran i Kvanefjeld af Emil Sørensen Varv 1979 nr. 1
  9. Information og fakta om udvinding af uran i Grønland GEUS 
  10. Health Risks of Nuclear Power Jan Willem Storm van Leeuwen Independent consultant Ceedata Chaam, The Netherlands 22 November 2010
  11. Storm 2012b
    Storm van Leeuwen JW,
    Uranium mining,
    Ceedata, May 2012.
  12. Environmental Risks of Mining MIT
  13. Reclamation of Uranium Mill Tailings Deposit Wise Uranium Project
  14. Impacts from Uranium Mining and Milling Wise-Uranium.org
  15. World Information service on Energy Uranium project
  16. Uranminer og grundvandsproblemer : 
- tailings sites in the U.S. reclaimed by their respective owners:

Contaminated San Andres/Glorieta aquifer groundwater is leaving the former Bluewater uranium mill site

Contaminated alluvial groundwater is leaving the former Bluewater uranium mill site




Uranium concentrations in groundwater exceed ACL standard at Gas Hills North (formerly Lucky Mc) disposal site




NRC requests response on increasing contaminant concentrations in groundwater at Split Rock uranium mill tailings site, exceeding even relaxed groundwater standards




- legacy tailings sites in the U.S. reclaimed by the government:



Exceeding the uranium groundwater standard at disposal site of Grand Junction uranium mill tailings does not alarm DOE




Rising uranium concentration in monitoring well at disposal site of Durango uranium mill tailings causes concern




Significant decreases in contaminant concentrations are "not apparent" with groundwater remediation at Tuba City uranium mill tailings site




Groundwater restoration by natural flushing at former Slick Rock uranium mill sites not functioning as predicted

"Hvis selskabet med hovedsæde i Perth i Australien får held med at skaffe internationale investorer til at investere de 5,5 milliarder kr. i opførelse af mine, mineralkoncentrator, raffinaderi og havn i Sydgrønland er det realistisk, at minen kan starte produktionen i første halvdel 2017, mener direktøren."