tirsdag den 28. februar 2017

Atomaffalds-Soirée på Sans Souci (2)

Han kørte lidt for hurtigt hjem fra instituttet. Det havde trukket ud med vejledningen af den ene af hans tre ph.d.studerende. Hun måtte ikke være for kritisk, for det ville skade instituttet og hendes fremtidige jobmuligheder i Danmark. 

Mange havde takket ja til Atomaffalds-soiréen. Folk kunne lide at komme på Sans Souci, hvor de blev hjerteligt modtaget, fik god mad og vin, kunne knytte alliancer, skaffe deres børn jobs og finde nye tennis-makkere. Han havde tænkt på at droppe vinkælderen, men der var altid nogen, der lige skulle et smut ned og blade i ringbindene med etiketterne. Han havde ikke haft tid til at tage sig af menuen i aften, men frk. Nielsen havde tjek på det hele.


Forkvinden for uddannelses- og kulturudvalget skulle give oplæg om slutdepotplanen under velkomstdrinken. Den tværårelangeministerielle arbejdsgruppe, tovholderen på hele slutdepotprocessen, havde forelagt sit oplæg for Ministeren, og nu skulle uddannelses- og forskningsordførerne mfl. bearbejdes, så et mellemlager blev fravalgt. Hvem gider gå og glo på atomaffaldstønder i årtier. I Danmark har vi ingen ambitioner som i f.eks. Holland, hvor det er let at rekruttere ansatte til deres langtidsmellemlager Covra.


Vi skal rydde op efter os selv af hensyn til kommende generationer, skulle forkvinden starte med. Dernæst: Der er gode geologiske forhold i Danmark til at grave atomaffald sikkert ned i homogene lav-permeable og tykke ler-lag i en dybde ml. 30-100 meter med en sikkerhedshorisont på "fra 300 år", selv om der er aktivitet i dele af affaldet i titusinder af år, ja, i mia. af år i urantailings. Alle kan være rolige, for kun hvis SIS endeligt godkender slutdepotet, bliver det til noget. Og hvorfor skulle de ikke godkende det? 


Hvis nogen spurgte kritisk til den sikkerhedshorisont, skulle forkvinden huske at sige "fra" 300 år. Den elastik var nødvendig for at få et billigt slutdepot til at glide ned hos regnedrengene i Finansministeriet. Nu skulle Post Nords danske afdelings underskud på 4 mia. jo dækkes, så der var endnu mindre råd til et slutdepot state of the art. Det ville også kræve årtiers forskning inden, og alle var så trætte af affaldet, at det skulle væk, så man ikke kunne se det. NU!

At affaldet ville poppe op ved næste istid og ende i Nordtyskland, kunne man ikke tage sig af. Måske Nordtyskland til den tid var dansk, som et DF-medlem lige har antydet, og så ville der jo ingen tyske protester være. Danskerne finder sig i mere.

Den tidligere nu pensionerede formand for den tværårelangeministerielle arbejdsgruppe skulle stå ved siden af forkvinden og nikke og sige som på høringen i Kerteminde i pausen 8.5.2014, at det er tvivlsomt om næste generation bliver bedre til at håndtere affaldet end dem, der arbejder med det nu --- hvorfor skulle de det? Det var selvfølgelig lidt flovt, at vi ikke stoler på næste generations kundskabsniveau om radioaktivt affald. Det kunne på længere sigt jo næsten ikke blive dårligere end i dag. Den pensionerede SIS-mand skulle så sekundere med, at han da mente det samme som den tidligere formand for den tværårelangeministerielle arbejdsgruppe og et slutdepot vil være meget bedre i denne urolige verden --- tænk bare på Ukraine.

Efter introduktionen skulle en fysiker med stor indsigt sige: Jeg forstår ikke, hvorfor det ikke bare kan graves ned. Så ville alle klappe, for duften fra hovedretten ville trænge op fra køkkenet. Til sidst skulle glassene hæves, mens forkvinden sagde: Et slutdepot i udkanten vil betyde, at Risø bliver til Greenfield, så Europas største Cleantech Park kan strække sig fra Frederiksborgvej til CPH uden det beskidte Atomaffald! - Der er masser af plads i Vestjylland, skulle hans svoger fra Veddelev hviske så højt, at alle hørte det.

Hvem gider spilde tid på atomaffald, der bare kan komme til udkanten. Der mangler arbejdspladser, og selv om et slutdepot kun skal bevogtes af to mand og en hund if. en seniorkonsulent i Miljøministeriet, så vil byggeriet af slutdepotet generere arbejdspladser. Der skal f.eks. laves bedre og bredere veje, hvis affaldet skal kunne komme helt frem til Kertinge Mark på 250 lastvogne med anhænger. 

Kertinge Mark ved Kerteminde! Det kunne han ikke bære, hans slægts dejlige hjemegn, hvor han som dreng hver sommer tog ud med sine forældre fra Odense og spiste kirsebær. 

Han havde selvfølgelig sørget for, at affaldet ikke kom til Kertinge Mark, selv om det var den bedste ler if. overogundergeologendenenestedermåudtalesigomatomaffaldetiGEUS. En vanvittig idé, at det sted var udpeget, tæt på Kerteminde, for det ville sive ud i Kertinge Nor. Så måtte affaldet hellere sive - for sive ville det på et tidspunkt if. forstudiet - ved Bølshavn ud i Østersøen, der i forvejen er verdens mest radioaktivt forurenede hav.

Han glædede sig til at blive fri for slutdepotsagen, så han kunne rejse væk fra Danmark. Han vaklede mellem et tilbud fra CERN og et fra Grenoble. Det blev nok CERN, for der var kortere til La Cluzas, hans foretrukne sted at stå på ski, hvor han var kommet siden barneårene. Gid han sad der nu med vennerne og spiste raclette i køkkenet på voksdugen og drak rødvin af vandglas. Man tog det mere afslappet der.

Pludselig var han hjemme. Porten til Sans Souci gled op. BMW'en kørte så hurtigt op ad den snoede grusvej, at den tværårelangeministerielle arbejdsgruppeformands moppe, som frk. Nielsen passede i disse dage, skræmt sprang til side, bjæffede og kastede op. Han kunne lige nå et bad og tage rent tøj på. 


Skrevet af Anne



Ingen kommentarer:

Send en kommentar