torsdag den 12. juni 2014

Atomaffald: Hvad skal man gøre med 1.130 Tons Tailings og 3.670 Tons Uranmalm på Risø? (1)

Fra 1976 til 1983 eksperimenterede Risø med udvinding af uran fra malm hentet fra en forsøgsmine i Kvanefjeldet i Grønland. Formålet var et ønske om at kunne blive selvforsynende med uran, hvis man indførte atomkraft i Danmark. Forsøgene fandt dog sted på et tidspunkt, hvor man kunne købe uran billigere på verdensmarkedet. (1)



Indgangen til Risøs forlængst nedlagte og forseglede forsøgsmine i Kvanefjeldet.
Foto: Chr. Schultz-Lorentzen.

Derfor befinder der sig nu 1.130 tons tailings, dvs. knust, ekstraheret malm fra forsøgscentrets uranekstraktionsanlæg. Jeg har spurgt Dansk Dekommissionering (DD) (min korrespondance), hvordan tailings skal slutdeponeres, og hvad der skal ske med malmen.

Det fremgår af DD's svar til mig fra 31.3.14 og 2.4.14, at der endnu ikke er draget en konklusion om, hvad man skal gøre med tailings og malm. Eller også må vi borgere ikke få det at vide, da det evt. kan afsløre valg af kommende slutdepotkoncept. I mellemtiden kan vi så glæde os over, at vi kun har 1.130 tons tailings og ikke næsten en milliard som en evt. kommende uranmine på Kvanefjeldet vil efterlade.

Problemet med tailings fra uranudvinding er, at de til evig tid producerer radon og derfor skal opbevares under vand.

Pt. opbevares de 1.130 tons tailings da også under vand i to bassiner på Risøs areal, så udsivning af den radioaktive gasart radon forhindres. Tailings-bassinerne kan ses her:




I en rapport fra en arbejdsgruppe fra 2002 står, at tailings derfor ikke er velegnet til deponering i overfladenære depoter, som ikke er vandmættede. ("Teoretisk udredning af tekniske krav til et dansk slutdepot for radioaktivt affald". Dansk Dekommissionering, 2002)
Arbejdsgruppen foreslår derfor, at tailings og uranmalm placeres i en ekstra silo for sig selv i et silokoncept, et af arbejdsgruppens 3 foreslåede slutdepotkoncepter:

"Siloer et stykke under jordoverfladen kan formodentlig også etableres mange steder her i landet. De kræver imidlertid, at geologiske og hydrologiske forhold er velforståede og rimeligt simple. Anbringelse i en tæt lerformation vil måske være at foretrække, forudsat at formationen er af tilstrækkelig tykkelse, men anbringelse i mere vandførende lag er måske også muligt.

Efter lukning vil et system af denne art normalt blive mættet med vand, der siver ind fra det omgivende grundvand. Sikkerhedsmæssigt må mulighederne for udsivning af aktivitet til grundvandet vurderes. Der er tale om multibarriere systemer, hvor hver barriere bidrager til systemets samlede sikkerhed. Det vil være en betydelig opgave at dokumentere risikoen for udslip, men sikkerhedsanalyser udført for depoter i udlandet viser, at depoter af denne type kan konstrueres, sådan at udslip vil ligge under de internationale normer herfor. Det vil næppe være meningsfuldt at forsøge at måle eventuelle udslip.

Af overfladeprocesser er det formodentlig kun en ny istid, der vil kunne forstyrre et sådant depot. Risikoen for intrusion er mindre for et depot i 20 meters dybde end for et, placeret på overfladen. Boring efter vand er den mest nærliggende mulighed, men sandsynligheden herfor kan reduceres ved passende valg af plads.

Opretholdelse af et vist tilsyn med depotområdet vil være rimeligt, men der er ikke samme behov herfor som ved et overfladenært depot. En ekstra silo kunne eventuelt anvendes til deponering af uranmalm og tailings, der hermed ville være sikret oplagring under vand." (side 42)

Konklusion
Uklarhed  - myndighedernes valgte strategi

Da eksportmuligheden for alt affaldet "ikke ser lovende ud" jf. referat fra sundhedsministerens møde med borgmestrene 30.4.14, kan man som borger vel tillade sig at konkludere, at så skal tailings og uranmalm også slutdeponeres i Danmark.

Da tailings ikke er velegnet til deponering i overfladenære depoter jf. arbejdsgruppens anbefalinger i 2002, kan man vel også konkludere, at DD's nylige lancering på de første borgermøder af overfladeslutdepoter med borehul kun kunne være en kanin der blev trukket op af hatten, for at få borgere, der går ind for mellemlager, gjort motiverede for en slutdeponering.

Spørgsmålet er: Peger pilen så ikke nu på et silokoncept, dvs. mellemdyb deponering jf. nedennævnte modeller for slutdeponering?

Af DD's slutdepotkoncepter 2011 fremgår det dog ikke, at tailings og malm skal deponeres særskilt i det mellemdybe depot. Uklarhed er derfor fortsat myndighedernes valgte strategi på trods af løfter om åbenhed og gennemsigtighed. 






Modeller af slutdepotkoncepter 

Skrevet af Anne Albinus


Kilder







Ingen kommentarer:

Send en kommentar